lørdag den 21. marts 2009

Frikadeller og stuvet hvidkål

4 personer


Ingredienser:
500 g hakket (kalve-) og svinekød
1 dl havregryn (eller mel)
1 løg, fintrevet (ca. 100 g)
1-2 æg
2 dl mælk
1½ tsk groft salt
¼ friskkværnet peber
Olie til stegning

1 kg hvidkål (ca. ½ hvidkål)
2 dl vand
1 tsk groft salt
3 spsk mel (30 g)
4-4½ dl mælk
1 knsp stødt muskatnød (eller kanelsukker ovenpå stuvningen ved servering)
1 tsk salt
¼ friskkværnet peber
Evt. 2 spsk hakket persille

Tip:
Frikadellerne kan også bages i en ovn i 30 min. på 225º C (vendes når halvdelen af tiden er gået).

Tilberedning:
Rør kødet med salt et par minutter. Tilsæt havregryn, løg og æg. Rør mælken i lidt ad gangen og krydr med friskkværnet peber, men pas på farsen ikke bliver for lind. Lad derefter farsen hvile ca. 30 min. i køleskabet. Tilsæt evt. lidt mere mælk, hvis farsen er blevet for fast.

Varm olien på panden. Dyp en spiseske i en lille skål med koldt vand og form farsen til frikadeller med ske og hånd. Sæt dem på panden, og steg ca. 5-6 min. på hver side ved jævn varme.

Fjern de yderste blade fra hvidkålen. Skær derefter kålhovedet i kvarter og skær stokken ud. Snit den fint, og kog den mør i letsaltet vand ca. 8-10 min - der skal stadig være bid i den. Ryst mel og 1½ dl mælk til en jævning. Tilsæt den sammen med resten af mælken. Lad hvidkålen koge igennem 5 min., og smag til med salt, peber og muskatnød. Drys evt. persille over hvidkålen.

Tilbehør:
Kartofler, rødbeder og evt. sennep.

Fryseegnet:
Ja, men kun frikadellerne.

Inspiration:
Sandra Leigh Draznin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar