fredag den 3. april 2009

Fynsk brunsviger

1 bradepande


Ingredienser:
500 g hvedemel
3 dl mælk (el. vand)
50 g gær
50 g margarine (el. ½ dl olivenolie)
50 g sukker
¾ tsk groft salt
Evt. ¾ tsk stødt kardemomme

200 g margarine
200 g brun farin
2 spsk sirup

Pynt:
200 g brun farin

Tilbehør:
Evt. en pose Haribo Matador Mix.

Tip:
Man kan gøre brunsvigeren klar (bortset fra bagning) dagen før. Stil den "rå" brunsviger tildækket i køleskabet med plastfilm og bag den kort før den skal spises.

Fremgangsmåde:
Smelt margarinen i en lille, tykbundet gryde og tilsæt mælken. Når blandingen er tilpas lunken hældes den i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, sukker og kardemomme og rør sammen. Tilsæt så meget mel, at dejen bliver god og smidig, men hold lidt mel tilbage. Rør dejen sammen. Ælt dejen godt med resten af melet og lad den hæve tildækket et lunt sted ½ time eller længere hvis der er tid til det - gerne 2 timer (i så fald kan man godt nøjes med 25 g gær).

Når dejen er færdig med at hæve slås den sammen og formes til en kugle og hviler 2-3 min. På et meldrysset bord rulles den tyndt ud med en kagerulle i samme størrelse som en stor bradepande (ca. 34 x 40 cm). Beklæd bradepanden med bagepapir og bred dejen ud heri. Træk dejen lidt op ad siderne på bradepanden hele vejen rundt. Det er vigtigt, at dejen er jævnt fordelt, så man kan evt. lige køre kagerullen et par gange frem og tilbage over dejen.

Smelt efterfølgende margarinen i en gryde ved svag varme. Brun farin og sirup tilsættes og blandingen gives et opkog under omrøring. Det skal kun boble lidt, men nok til at margarien ikke længere er synlig. Det skal blive til en let og luftig masse, så pas på at det ikke bliver for tykt. Tryk nu små fordybninger i dejen med en finger (eller med en ske) med ca. 5 cm mellemrum og smør den færdige remonce på. Det skal jævnt fordeles helt ud til kanten.

Til sidst drysses brun farin ovenpå, og dejen tildækkes og stilles til hævning et lunt sted i ca. ½ time inden den bages ved 225º C midt i ovnen i ca. 15 min.

Man kan brænde sig alvorligt hvis man spiser brunsvigeren lige når den er kommet ud af ovnen. Så lad den køle lidt af inden den skæres ud i firkantede stykker og server dem lune eller afkølede, men nybagte. Hvis store dele af fyldet skulle have samlet sig på ét eller flere steder kan man med en ske godt flytte dette inden det størkner helt.

Kommentar:
Ønskes der en tykkere bund kan brunsvigeren laves med 600 g hvedemel, 4 dl mælk og 1 tsk groft salt i stedet for.

Fryseegnet:
Ja.

Inspiration:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar